Mit navn er Runa, jeg er oprindelig norsk, men tog på eventyr til Danmark i 2003 og er blevet hængende lige siden. Jeg bor lidt udenfor Roskilde i et hyggeligt bofællesskab, sammen med min mand, vores to små sønner og en kat.
Min baggrund er inden for psykoterapi, lifecoaching, 3P-coaching og klarsyn/healing. Derudover er jeg beklædningshåndværker, billedkunstner og illustrator – blandt andet af børnebogen “Lulu & Leo – Troldmandens Hemmeligheder”, skrevet af Natasha Swerdloff og Lars Henriksen.
Lige siden jeg var ganske lille, havde jeg en følelse af at det var noget vi missede. Noget vigtigt, som jeg ønskede at forstå. Du kender helt sikkert den der følelse. At der er noget mere i livet. Næsten som at længes efter “hjem”, uden rigtig at vide, hvor eller hvad, det er. Da jeg første gang spurgte min far om hvad universet er, og hvorfor vi er her, svarede han mig ærligt: ”Det er der stadig ingen der ved.” Lige der, startede min jagt efter at finde ud af det.
Efter ungdomsårenes tumulter og usunde kærlighedsrelationer, blev det efterhånden også en jagt efter at finde tilbage til mig selv, blive hel, og få det godt igen. Jeg søgte højt og lavt, i mange afkroge af verden indenfor psykologi, psykoterapi, psykedelika, spiritualitet og alternativ medicin. Jeg tog flere uddannelser og lærte at arbejde med et hav af værktøjer, på egen og andres krop, som alle har bidraget med noget godt. Men én ting der gjorde særligt indtryk, var da jeg fordybede mig i en form for intuitiv energi healing. Jeg blev ikke født med klarsyn, men alligevel kunne jeg modtage informationer og få billeder på nethinden, som rørte mine klienter dybt, og hjalp dem med at opnå forløsning og transformation på områder, hvor de havde en oplevelse af at sidde fast. Ofte helt uden at kende deres historier eller udfordringer. En af de mange fascinerende oplevelser var f.eks. da jeg fik ind et kraftfuldt billede af en egyptisk gudinde, som jeg ikke kendte til, og klienten smøger den ene arm op og blotlægger en tatovering – af en egyptisk gudinde. Der var noget større, der vidste, som informerede mig.
Det var åbenlyst, at det der kom igennem mig, også strømmede igennem mine klienter. Jeg fungerede blot som en facilitator, og skabte et rum hvor deres egen intuitive kraft fik lov til at strømme frit, og hvor de fik udskiftet hæmmende overbevisninger med inspirerende indsigter.
I kraft af mine oplevelser, blev jeg gradvist mere opmærksom på intuitionens rolle i hverdagen. Det blev tydeligt, at den er en grundlæggende del af, hvem vi er, og faktisk kan være helt lavpraktisk. Den er noget vi kan navigere efter, uanset om det handler om indkøbslister eller kærlighedsliv. Jeg fik et stærkt ønske om at øge bevidstheden om denne oversete, men essentielle ressource.
Ikke længe efter, stødte jeg på en ny psyko-spirituel forståelse af det menneskelige sind (“De tre principper“). Da faldt det hele på plads. Jeg kunne se forbindelsen mellem intuition, intellekt, sundhed og trivsel. Og hvor enkelt, det i virkeligheden er. Det føltes som om jeg huskede noget jeg havde glemt. For første gang, havde jeg ikke længere behov for at søge. Det var som at komme hjem. Jeg forstod, at jeg aldrig havde været væk.
Den dybe tillid til livet, som jeg så ofte har tvivlet på, kan jeg nu læne mig trygt ind i. Jeg kommer hurtigere gennem hårde perioder og kan trække vejret roligt midt i en storm. Stress og bekymringer fanger mig ikke som før, og når de gør, ved jeg, at jeg stadig er ok. Jeg kan møde mit usikre selv fra et kærligt sted. Ro, klarhed og uendelig kreativitet er mit fundament. Og jeg ved, at jeg kan stole på min indre visdom, fordi jeg har fået utallige bekræftelser på den magi, der opstår, når jeg følger den.
Det er intet andet jeg heller vil, end at dele denne opdagelse med andre. At få lov til at se mennesker lyse op, og mærke friheden og letheden, når de får øje på hvem de egentlig er, og alt det, de er i stand til, er en gave. Det er rørende, smukt og livsbekræftende, og en evig kilde til inspiration.
Tak fordi du læste med. Og tøv endelig ikke med at tage fat i mig, hvis du mærker et kald.
De kærligste hilsner
Runa
