Bagved og indeni alt liv, er en kraft. Den har sin egen intelligens, og kan ikke svækkes, eller gå i stykker. Vi ser den tydeligt i naturen; når en gren knækker af, vokser der en ny. Planter vender sig mod solen for at omdanne energi. Noget fortæller trækfugle hvornår de skal flyve og i hvilken retning. Der er en slags skabende livsenergi, som guider indefra, hvordan liv får de bedste forudsætninger. Vi ved ikke hvad den er, eller hvor den kommer fra. Men det behøver vi heller ikke, for at kunne anerkende dens eksistens.

Vi genkender den også i os selv. Cellerne i vores krop ved, hvad de skal gøre og hvornår. Maven fordøjer maden, hjertet pumper og blodet transporterer ilt. Sår vokser sammen af sig selv, og vi bliver trætte når kroppen har brug for søvn.
Når vi taler om at livsenergien guider vores mentale system, kalder vi det instinkt, sund fornuft, intuition eller mavefornemmelse. Nogle gange ved vi bare hvad vi skal. Eller ikke skal.
Vi lever dog i en verden fyldt med støj og forventninger, hvor analyse og kontrol vægtes højere end fornemmelse og tillid. Vi har vænnet os til at ignorere eller undertrykke vores intuition, mens tankerne brager derudaf. Det at lytte til vores indre stemme, bliver ofte set på som noget upålideligt, styret af følelser. Vi har nærmest glemt at den eksisterer, og hvor klog den faktisk er. Og hvis vi alligevel mærker en sandhed i det at lytte indad, hvordan starter vi?
Før i tiden troede jeg at man skulle være af en speciel støbning, eller at det indebar en masse øvelser i at “styrke” mavefornemmelsen, så den kunne overdøve de usikre tanker. Nu er jeg blevet klogere. I virkeligheden, er det omvendt. Vi har den alle sammen, den er allerede stærk, og vi følger den hele tiden. Det sker bare ubevidst. Når vi forstår hvordan vi kan følge den mere bevidst, bliver det hele meget lettere. Vi slipper for at bruge så meget energi på at overtænke, bekymre os, og forsøge at regne alt ud. Vi bliver mere nærværende, levende og kreative. Samtidigt åbner vi døre til uendelige muligheder, virkeligheder vi aldrig kunne have drømt om, eller tænkt os frem til.
Du kender det sikkert godt. Når det hele glider let. Sjove sammentræf og pudsige tilfældigheder. Problemer som løser sig selv, og ting der falder i hak. Det føles nærmest magisk når det sker. Samtidigt som det er det mest naturlige i verden.
Hverdagsmagi eksisterer, i højeste grad. Også for dig.
Hvis du mærker en lyst til at opdage det for dig selv, kan du starte lige her
